Sorg har sin egen proces – få hjælp til at håndtere den
En af livets hårdeste præmisser er, at vi skal miste – og gennem livet vil vi erfare mange tab, tab som medfører sorg.
Fra de mindre tab i livet til de uerstattelige tab – når selve livet tabes og mennesker, vi holder af, går bort.
Det er de mest barske perioder i vores liv, når tabene opstår og sorgen indtræder. Når tabene er store, kan det at sidde alene tilbage med sorgen være overvældende, og behovet for at kunne tale om sorgen, få bearbejdet sorgen, have modet til igen at turde se ind i livet, være en udfordring, som er for stor til, at et menneske kan håndtere det alene.
I de terapeutiske samtaler hjælper jeg med at bearbejde tabet, og de følelser, som tabet giver.
Vi arbejder sammen med at give plads til det nye samtidig med, at afskeden med det mistede ikke glemmes, men også kan få plads i det nye liv.
Sorg tager tid, skal have plads og opmærksomhed og ikke mindst, så er sorg sin egen proces, der tager den tid, den har brug for.
